Forfangenhed

Forfangenhed er en betændelsestilstand uden bakterier (inflammation) i de lameller i hoven, som holder hovbenet fast på hovkapslen. I forbindelse med betændelsestilstanden hæver lamellerne op, og da hoven ikke kan udvide sig, bliver tilstanden ekstremt smertefuld for hesten.

Årsager

Forfangenhed kan have flere forskellige årsager:

  • Op mod 90 % af forfangenhederne har en underliggende stofskifte lidelse
  • Metaboliske sygdomme, fx EMS og Cushing
  • Kraftig overvægt/Fedme
  • Forædning i sukkerholdigt foder fx frisk forårsgræs eller korn
  • Infektioner fx tilbageholdt efterbyrd
  • Kraftig overbelastning, fx af det ene ben pga. en smertevoldende skade i det andet

En forfangen hest står i en karakteristisk stilling med vægten bagudlænet og forbenene strakt frem for sig. Afhængig af graden af forfangenhed vil den være halt på begge forben eller alle 4 ben i varierende grad fra stiv gang til at hesten nægter at flytte sig. Når hesten går sættes ballen først til jorden, og herefter tåen. Dette bevægelsesmønster giver to lyde for hvert skridt, såkaldt ”dobbelt hovslag”.

Hvad sker der, når hesten bliver forfangen?

Heste bliver som oftest forfangne på alle 4 ben, men da forbenene bærer hovedparten af hestens vægt, er symptomerne tydeligst her. I sjældne tilfælde kan hesten blive forfangen kun på ét ben.

Betændelsesprocesserne kan føre til, at lamellerne løsner sig fra hinanden og at hovbenet derved drejer sig nedad. Et drejet hovben ses på røntgen og er en permanent tilstand der ikke kan korrigeres fuldstændig, men ved lavgradige drejninger kan nogle heste komme til at fungere igen med specielle beslag og hyppig beskæring. Det er vigtigt for hestens fremtid, at dyrlæge og smed samarbejder om denne korrektion.

Røtgenbillede af en forfangen hest med drejet hovben. Den forreste flade af hovbenet er normalt parallelt med linien der markerer hovens overflade.​

Behandling

En forfangen hest kræver omgående dyrlægebehandling. Jo hurtigere korrekt behandling iværksættes, desto bedre er prognosen for at hesten kommer sig. I det akutte stadie, de første 24-48 timer er kuldeterapi dvs. nedkøling af benene fra forknæ/has og helt ned til hoven meget effektivt til at standse betændelsesprocesserne. Det allerbedste er at placere hestens ben i en spand med isvand, gerne med et godt lag sand i bunden. Hvis hesten ikke vil acceptere dette kan vand fra den kolde hane eller isposer som omslag om ben og hove bruges som alternativ.

Hestens skal have boksro og placeres på et dybt underlag, hvor den kan få lov at bore tåen ned. Som alternativ kan man montere såler af styroform under hoven og lade hesten bore tåen ned i dette materiale. Dette for at aflaste bøjesenens træk i hovbenet og modvirke rotation af hovbenet. En dyb sandbund er det allerbedste, alternativt kan en dyb spånebund eller lignende bruges. Halm er typisk ikke blødt nok. Al sukkerholdigt foder skal tages fra hesten i den akutte fase. Vi anbefaler typisk at hesten udelukkende fodres med tørt hø i den første, kritiske periode.

Hest med Styroformklodser påklistret hovene for at aflaste og lade den træde tåen ned i den akutte fase

Fremtiden for en forfangen hest

En hest, der tidligere har været forfangen er disponeret for at blive forfangen igen og er dermed mere udsat end andre heste. Det er vigtigt at hesten fodres korrekt og holdes slank, samt at sukker og stivelse i hestens foder begrænses eller undgås i videst muligt omfang. Der findes på markedet flere typer fuldfoder til forfangne heste. Mange forfangne eller tidligere forfangne heste kan nøjes med godt grovfoder og tilskud af vitaminer. Man bør være opmærksom på, at noget grovfoder, særligt wrap afhængig af græsarter og høsttidspunkt, kan indeholde store mængder sukker. Denne type foder bør undgås og en analyse af grovfoderet kan være nyttig. Tørt hø er det bedste grovfoder til forfangne heste, gerne sent høstet eller andet slet, som indeholder færrest sukkerstoffer.​

kontakt os i dag

Kontakt din lokale hestedyrlæge

​Du er velkommen til at kontakte os helt og aldeles uforpligtende. Det kan du gøre enten via vores kontaktformular eller ved at ringe eller skrive til os.

Vi ser frem til at hjælpe dig.

Ring eller skriv til os

Ring på: 48 28 67 68

Skriv til: klinik@hestedyrlaegerne.dk  

 
 
Nogle felter er ikke udfyldt korrekt

Vi besvarer henvendelser hurtigst muligt.

Felter markeret med * skal udfyldes.