Dette føl opereres for en massiv spolorminfektion. Der er stor risiko for, at tarmen er revnet eller har taget permanent skade. Mange sådanne føl aflives på operationsbordet. Det er derfor yderst vigtigt at have en ormestrategi, og at holde øje med føllets almentilstand lige fra starten.
Bændelorm kan nogle gange sættes i forbindelse med kolik og generel utrivelighed. Æg fra bændelorm ses af og til ved de rutinemæssige ægtællinger, men det kræver normalt en speciel analyse af gødningen at finde æggene. Metoden kan suppleres med en blodundersøgelse.
Trådorm er stort set aldrig et problem for voksne heste, men da de kan overføres til føl under drægtigheden og via råmælken, er det vigtigt at undersøge drægtige hopper umiddelbart op til folingen.
Bremselarver findes i hestens mavesæk. Undersøgelser viser, at bremselarver kun yderst sjældent fremkalder sygdom, og der undersøges og behandles derfor ikke specifikt for dem. De fleste ormemidler virker dog mod dem.
Haleorm findes i hestens tarm, og gør kun skade ved at lægge æg omkring endetarmsåbningen, hvorved de giver kløe. Der vil derfor i visse tilfælde af halekløe undersøges for haleorm-æg i en gødningsprøve.